Interessen fra andre for Time-Puljen

Især i begyndelsen, da ideen var ny, var der stor interesse for puljen. Foruden de lokale aviser var vi i radio og TV flere gange og fik gæster fra mange indenlandske kommuner og fra Sverige og Tyskland. Det tilbagevendende spørgsmål var: ”Hvordan fik I startet?”
Mange troede, at hvis MAN (det offentlige) kom med en pose penge, så ville det være noget, der kunne køre af sig selv.

Sådan gjorde vi ikke. Vi valgte at klare os selv uden noget som helst tilskud. Vi ville være os selv og bestemme selv. På den måde mener vi, at alle medlemmer føler sig medansvarlige og medbestemmende og kan beholde den glæde det er at føle, at det virkelig er vores forening.